Godnat, Coco v1

[Vers 1] Du var kun en lille hvalp, da du kom hjem til mig, tre-fire måneder gammel, og verden vented' på dig. Med ører fulde af eventyr og øjne fulde af liv, jeg vidste ikke dengang, hvor meget du ville gi'. Vi gik i skoven ved Vester Såby, bare dig og mig, og senere fandt vi andre steder, nye spor og nye vej'. Du elskede når snoren kom frem, så vidste du besked, du hoppede som en cirkushest – nu skulle Coco med. [Omkvæd] Åh Coco, min gode dreng, jeg ville gå den lange vej med dig igen. Rundt om søerne, bare os to, med solen over vandet og en bænk, hvor vi fandt ro. Åh Coco, tiden gik alt for stærkt, men det vi havde, lever stadig i mit hjerte. Og hver eneste aften, før dagen går til ro, kigger jeg på dit billede og siger: Godnat, Coco. [Vers 2] Ved Lynghøjsøerne gik vi, rundt om alle tre, en time og tre kvarter – og du ku' blive ved. Forår, sommer, efterår, når aftenen blev mild, med vand i tasken og en Coco, der var glad og vild. Så fandt vi vores bænk, og verden stod lidt stille, jeg rullede mig en smøg, mens du så på, som du ville. Nogen kom forbi, og vi fik måske en lille snak, men jeg behøvede ikke meget – for jeg havde dig ved min side. Du var fjollet, du var kærlig, du var fuld af energi, og de ganske små sekunder blev til minder indeni. Jeg vidste ikke dengang, hvor dyrebare de sku' bli', jeg troede bare, vi havde mange flere år tilbage af vores tid. [Omkvæd] Åh Coco, min gode dreng, jeg ville gå den lange vej med dig igen. Rundt om søerne, bare os to, med solen over vandet og en bænk, hvor vi fandt ro. Åh Coco, tiden gik alt for stærkt, men det vi havde, lever stadig i mit hjerte. Og hver eneste aften, før dagen går til ro, kigger jeg på dit billede og siger: Godnat, Coco. [Vers 3] Så kom den kolde morgen, treogtyvende januar, du havde lige spist din mad, alt var som det plejed' at være. Jeg lukkede dig i haven, og jeg tænkte ikke mer', for snart ville poten ramme ruden: "Luk mig ind igen." Men der kom ingen pote. Der kom ingen lyd. Jeg åbnede døren, kaldte dit navn, men haven lå så stille. Jeg kaldte: "Coco!" igen og igen. Og noget inde i mig vidste, at noget var helt galt. Jeg fandt dig ude på græsset i mørket den vintermorgen. Jeg løb hen til dig og håbede, du bare lå og sov. Men du var væk. Din mund var stadig varm, og jeg sad alene dér. Jeg råbte dit navn ud i mørket, som om du kunne høre mig et sted. [Omkvæd – stille] Åh Coco, min gode dreng, hvorfor fik vi ikke bare lidt mere tid igen? Jeg ville gi' så meget for én tur til, én bænk, én sommer, bare dig og mig. Åh Coco, du gik alt for tidligt bort, otte et halvt år føles pludselig så kort. Og selv om den morgen tog dig væk fra mig, kan den aldrig tage alle årene jeg fik med dig. [Vers 4] Jeg ringede og græd, jeg vidste ikke hvor jeg sku' hen, hele huset føltes tomt, for jeg havde mistet min ven. Den store have var din verden, du kendte hver en krog, dine steder i græsset, alle duftene du tog. Så du fik dit sidste hvilested hjemme hos min far, et sted hvor jeg kan besøge dig og huske den du var. Og når Alfred kommer med mig, går vi begge to derud, og hilser på dig Coco – min gamle, gode hund. For kærlighed forsvinder ikke, fordi et hjerte står, den gemmer sig i billeder og følger hvor vi går. I alle vores ture, i hver en sø og sti, findes stadig små fortællinger om Coco og om mig. [Bro] Og ud af sorgen voksede en tanke, et sted hvor minder aldrig helt forsvinder. Et sted for dem vi elskede, og stadig elsker, når de ikke er her mer'. Så Mindetavlen begyndte med dig, Coco, med savnet og kærligheden til min ven. Og måske kan dit minde nu hjælpe andre med at holde fast i deres minder igen. Otte måneder blev til dage og nætter, hvor jeg byggede noget, jeg aldrig havde planlagt. For måske kan sorg blive til kærlighed, der gives videre, når savnet bliver for stærkt. [Sidste omkvæd – stort og varmt] Åh Coco, min gode dreng, jeg ville gå den lange vej med dig igen. Rundt om søerne, bare os to, og sidde på vores bænk, hvor verden fandt ro. Åh Coco, jeg savner stadig dig, men jeg smiler også, når jeg tænker på vores vej. På cirkushesten, der hoppede, når snoren kom frem, på alle vores ture – og på dengang vi havde hinanden. [Outro – stille] Når aftenen kommer, og huset falder til ro, så kigger jeg op på billedet af den hund, jeg aldrig glemmer. Og ligesom jeg gjorde i går, og ligesom jeg gør i morgen, siger jeg de samme ord: Godnat, Coco. Du er en god dreng. Godnat, Coco. Du er en god dreng. Og et sted i mine minder går vi stadig rundt om søerne. Bare Coco og mig. [Vers 1] Du var kun en lille hvalp, da du kom hjem til mig, tre-fire måneder gammel, og verden vented' på dig. Med ører fulde af eventyr og øjne fulde af liv,